En timeshare på Jeckels betyder, at man kan holde en skøn ferie på én eller flere uger (fra en lørdag kl. 16 til en følgende lørdag kl. 11). Ejerforeningen på Jeckels tager sig af drift, administration, rengøring og al ud- og indvendig vedligeholdelse. Lejligheden står derfor klar ved ankomst – smagfuldt indrettet, godt vedligeholdt, rengjort, med opredte senge og friske håndklæder, samt et køreklart køkken.
Når du køber en timeshare-lejlighed, købes brugsretten til en bestemt ferielejlighed i en bestemt uge hvert år. Som ejer har du således den fulde dispositionsret over ferieboligen i den eller de uger. Du kan benytte ferielejligheden selv, låne den ud, leje den ud (selv eller via receptionen på Jeckels) – eller du kan vælge at melde dig ind i en bytteorganisation, som giver mulighed for at benytte en anden feriebolig et andet sted i verden og på et andet tidspunkt af året end den uge, eller de uger, som du selv ejer. Se mere om bytteorganisationerne RCI og DAE.
På Jeckels er der 42 dejlige ferielejligheder, og de findes i forskellige størrelser – fra 2 til 8 beboere.
Købsprisen på en given lejlighed afhænger af lejlighedens størrelse samt ugens placering i året. Udenfor de typiske højsæsoner (f.eks. sommeren og omkring højtiderne) kan en vidunderlig lejlighed ofte erhverves for en overraskende lav pris. Lange gåture, læsning, streaming, kokkerering og fordybelse kan bestemt også noget i f.eks. februar eller november…
Når du har erhvervet en ferielejlighed på Jeckels, er der blot at betale den årlige serviceafgift, som dækker alle driftsomkostninger og vedligeholdelse. Beløbet afhænger af lejlighedens størrelse. Se kontingentsatserne her. Desuden er der et årligt gebyr til Fonden, som står bag Jeckels.
Alle ejere på Jeckels er medlem af Foreningen af Timeshare Ejere på Jeckels Hotel, og alle ejere har demokratisk indflydelse på stedets drift på den årlige generalforsamling. Hver brugsret, som svarer til én ferielejlighed i én uge, berettiger til én stemme på generalforsamlingen – uanset ferielejlighedens størrelse eller pris.
Jeckels er medlem af brancheforeningen Dansk Timeshareejer Forening. Foreningen har som medlemmer danske og danskrelaterede timeshare-feriesteder, som tilslutter sig, og overholder, foreningens vedtægter og etiske normer.