Stedet blev købt af Rudolf Jeckel fra Frederikshavn i 1860, og fra 1867 opererede han som strandfoged og strandingskommissær i Skagen. Hans hverv fik indflydelse på husets gøremål. Grundet de mange strandinger uden for Skagen, måtte de strandede søfolk have kost og logi. Hustruer fra nær og fjern hastede til Skagen for at besøge deres forkomne mænd. Det var Rudolf Jeckels økonomi ikke til, og han måtte derfor opkræve hustruerne for kost og logi.
Dette blev begyndelsen på et pensionat, hvor fru Jeckel stod for den daglige husholdning. Hun kom fra en pæn familie i København og havde erfaring med hoteldrift derfra.
Familien Jeckels fik 3 børn, hvoraf deres 2 døtre desværre døde af tuberkulose i en ung alder. Tilbage var sønnen Nicolai, som der blev stillet store forventninger til. Han dygtiggjorde sig, lige som sin far, ved at gøre et stort arbejde i klitterne i Skagen Plantage. Men også Nicolai mistede de, da han døde i 1900, kun 32 år gammel. Samme år døde også Rudolf Jeckel.
Så tilbage var enkefrue Nicoline Jeckel og hun fortsatte driften af Jeckels Hotel – også kaldet “Badehotellet”.
I 1904 var den 16-årige Anna Svendsen fra Læsø på ferie hos fyrpasseren ved Skagen. En dag tog hun ud på Jeckels Hotel og fik en kop the. Dette blev starten på resten af hendes liv i Skagen, da hun mødte den nu 75-årige enkefrue Nicoline Jeckel, som straks ansatte Anna som bogholderske på hotellet. Anna blev oplært i driften, og hun blev en meget nær veninde til enkefruen. Pga. enkefruens høje alder og uden anden familie til at overtage hotellet, blev det i årenes løb naturligt, at frk. Anna skulle drive hotellet videre.
Den 13. januar 1912 købte 24-årige Anna og hendes forlovede, Julius Heintzelmann, hotellet, og de foretog med det samme en stor udvidelse. Her var Anna Heintzelmann en betydelig del af drivkraften, og alle værelser, selv de mindste, blev indrettet med både senge og garderobeskab. I november 1913 døde enkefrue Nicoline Jeckel i forvisning om at have set og valgt rigtigt.
I ca. 1921 blev der installeret elektricitet i Gl. Skagen. Skagen havde fået installeret el nogle år forinden, men byrådet var bestemt ikke begejstret for at skulle lægge en el-ledning helt ud til Gl. Skagen. Den første gadelygte var en attraktion – nærmest bedre end Tivolis fyrværkeri!
Siden 1984 har hotellet haft sine nuværende ejere og funktion som succesfuldt timeshare-feriested.
Skulle du have lyst til at læse mere om stedets historie, kan vi anbefale Bent Hardervigs bog ”Det var en herlig tid – en uhøjtidelig historie om Jeckels i Gl. Skagen”. Bogen kan bl.a. købes i receptionen.
Eller bestilles online her >> det-var-en-herlig-tid